I dag har vi mere frihed, mere ansvar og flere angstlidelser. Før i tiden blev mennesket ulykkelig, fordi reglerne var for stramme. I dag bliver vi ulykkelige af at have for få regler og grænser. Jeg har i den forgangene uge lavet flere selvudviklingsøvelser med både mine klienter og elever, der har til formål at få valgt ud og lavet afgrænsninger. Vi har bl.a. lavet værdikompas og identitetsfortællinger. I fortællingerne fandt vi sammenhænge mellem valg, baggrund, livsstil og profilbillede på facebook. Formålet var at se, om der var en rød tråd i den vi har været, den vi gerne vil være samt den opfattelse vi gerne vil have andre har af os. Vi reflekterede over, hvorvidt man er låst af sin historie?
Dit ståsted
Når vi skaber en fortælling om os selv er der forskel på at have selvmedlidenhed og nære selvkærlighed. Personlig udvikling skal anskues ud fra, hvor man SELV startede og ikke hvor andre startede. For nogle er det en kæmpe sejr at sige noget i timerne, hvor det for andre føles som no big deal. Det bjerg DU er ved bestige er det vigtigste. Og der er en forskel på at sige, det kan jeg ikke på grund af min fortid og lukke døren for udvikling frem for at sige, at jeg bærer ting min rygsæk, der gør, at trinnene hen til målet går langsommere end andre.
Det diskuteres indimellem ind i snakken om vores diagnosesamfund, at en risiko for at brugen af diagnoser kan føre til ansvarsfralæggelse. At ens diagnose bliver en selvopfyldende profeti, der hindrer et menneske i at se dets muligheder på grund af de hensyn, man er nødt til at tage til sig selv. Det kan virke både låsene og lettende at få ens udfordringer skrevet sort på hvidt.
Når det bruges konstruktivt ser jeg mennesker, der lærer at acceptere det, der for dem er særligt svært og drage omsorg for den de ER. Det handler om at tilpasse de krav og ambitioner vi stiller, så vi rent faktisk får mulighed for at blive tilfredse med os selv, frem for kun at fokusere på, hvad vi IKKE kan.
Sammenlign med dig selv
Vi blæses ørene fulde af sætninger og mere eller mindre uudtalte kulturelle og samfundsmæssige forventninger om, hvad der er godt nok. Det gør, at den enkelte kan glemme at anerkende egne skridt. Og nære kærlighed til, at det skridt der eksempelvis kan handle om køre i tog et sted hen uden at få et angstanfald kan være et vanvittigt flot skridt i ens egen udvikling, ud fra ens egen ståsted, ud fra egne vilkår og præmisser. Så vend hovedet væk fra de andre, men sammenlign de skridt du selv tager med, hvad du kunne for et år siden.
Jeg hylder det at give sig selv lov til indimellem at tænke, ”det var synd for mig” og rette kærlighed mod den del af én selv, der indimellem har brug for et kram frem for et skub. Faktisk tror jeg på, at hvis vi kan favne os selv på den måde, at alt guldet til forandring er lige på den anden side.