Jeg bliver tit spurgt, hvad de typiske temaer er i januar måned i terapi-hulen? Den klassiske antagelse er, at alle søger parterapi i januar ovenpå en jul, hvor man enten har holdt det inde for at bevare den gode stemning eller, at ferien ikke indfriede forventningen om at finde hinanden.
Jeg oplever også flere, som henvender sig for at arbejde med deres relation alene. Det vil sige, at arbejde med det, der bliver svært for dig, når du indgår i romantiske relationer. Det er i disse relationer, at vi har mest på spil. I kærlighedsrelationer kan vi opleve den mest intense lykke og den mest ulykkelige hjertesorg, fordi parforholdet forgrener sig ind i tidligere oplevelser. Derfor kan det give mening at kigge på, hvad der kan overvindes?
Min indre arbejdsmodel for livet i parforhold
Vi bærer alle en forhistorie med ind i relationen. En historie der bl.a. fortæller, hvad man kan forvente, hvilken rolle man skal indtage, hvad der er advarselslamper mv. Det kan være en historie, som har rod i vores allerførste erfaring med at knytte os til andre mennesker, så derfor bliver det næsten uundgåeligt at kigge på relationen til vores forældre. Det kan også være en historie, der er skabt af tidligere parforhold, hvor man måske har fået plantet nye antagelser både om én selv og andre.
Et kig på egne dæmoner
Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om, at det er den ene parts skyld men formålet med parterapi alene er, at tage ansvar og drage omsorg for det, som er dit eget. Hvis din partner har sendt dig i terapi, fordi påstanden er, at alle skænderier mellem jer er din skyld, så er det helt andre advarselslamper vi er oppe imod.
De situationer vi arbejder med er, hvor folk oplever at reagere med angst og mistillid uden at rationelt bevis. Det er fordi, at vores egne oplevelser sidder i nervesystemet, og derfor igangsættes der en beskyttelsestrategi, hvis vi oplever noget, der ligner det vi tidligere har set.
Hvis man er vokset op i et hjem med psykisk vold, så vil man typisk reagere ekstra intenst på eksempelvis stemningsskift. Så tillægges ens partner helt ufrivilligt de samme intentioner, som de mennesker man tidligere har ”slået sig på”.
Hvis man har været i et dysfunktionelt forhold vil antennerne ligeledes være rettet mod stemninger, eller adfærd der ligner ens ekskærestes.
Det tager tid at overvinde og overbevise fortidens forsvarsstrategier og her kan terapi være hjælpsomt. Det gør det muligt at adskille mellem, hvad der er på spil i den nuværende relation samt forståelse for egne reaktionsmønstre. Jeg oplever tit, at det den vej rundt bliver muligt at se mere selvkærligt på egne handlinger frem for at møde sig selv med den klassiske ”tag dig nu sammen”.
Parforholdets fælles dans
Når vi kan adskille hvad der er mit og hvorfor vores nuværende parforhold trigger det, så bliver det også muligt at formidle det lag dybere til vores partner, så de får en chance for at forstå.
Et parforhold er en dans i mønstre. Så hvis den ene part er bange for stilhed, fordi det måske forbindes med uvished og den anden har brug for stilhed som en refleksionspause, så går tornadoen i gang. Hvis vi kan se, hvad vi trigger i hinanden, så har vi en chance for at afværge og hjælpe hinanden. Der vil selvfølgelig være mennesker som forelsker sig, men hvor deres måde at danse på vil antænde for meget mørke til, at det giver mening at danse sammen. Det er også et perspektiv, som kan være interessant for folk at få vendt. Den bæredygtige kærlighed skal helst bidrage til, at den enkelte føler sig både rigtig og tryg, så der kan skabes nye fortællinger.