Jeg har mange gange mødt et fint menneske fra mørke vilkår. Der er noget livsbekræftende ved at se, hvordan nogle mennesker kan danne et helt nyt livstræ og blive alt andet end det, de har lært hjemmefra.
I nærliggende skriv vil jeg folde ud, hvordan man kan forstå at fine egenskaber udvikler som kontrast til det mørke, man har set. De fleste er bekendt med begrebet social arv, og vi fascineres af historier om mønsterbrydere. Men hvordan giver man noget videre, som man aldrig selv har lært? Selvom man formår at blive noget andet, vil voldens sprog så altid spøge i det fjerne? Vil man kunne nedbryde de beskyttelsesstrategier, som opvæksten gjorde det nødvendigt at bygge? Der er skader i dysfunktionelle hjem, som altid vil spille som baggrundsstøj. I terapi kan man lære, hvordan man nogle gange kan styre volumen.
Hvordan ser de fine evner ud?
Som psykolog har man det privilegium at få et helt ærligt indblik i folks livshistorie. Her ser jeg hvor enestående bedrift mennesker gør, når de rejser sig fra mørke vilkår og kæmper for at gå i en anden retning. Der er ofte en underspillet tone i historien, hvor barndommens loyalitet gør, at en klient har svært ved at se, hvor svært det egentlig har været. Det dysfunktionelle integreres som det normale, så derfor skal der flere alternative oplevelser til før, man erkender den skade, som man fik med fra sit hjem.
At have antennerne ude
De særlige fine evner ser ud på mange måder, og kan have både positive og negative konsekvenser afhængigt af konteksten.
Jeg ser eksempelvis klienter, der har udviklet en ekstraordinær evne til at aflæse stemninger i et rum eller i en-til-en samtaler. Det kan bruges konstruktivt i lederstillinger, hvor man er god til at fornemme, hvor ens medarbejder er eller hvad der er på spil i en gruppe. Evnen er dannet ud fra en mere mørk betingelse, fordi det er mennesker, som har været vant til at intet i deres hjem var forudsigeligt. Det giver den livspræmis, at man skal scanne et rum og heri en forælders humør.
Jeg plejer at kalde det ”antenne mennesker”, der forsøger at skabe kontrol og ro ved at være ydre styret. Når man er ydre styret, så er ens tanker rettet imod hvad, man antager andre forventer af én. Det er en beskyttelsestrategi, fordi lærdommen er, at bestemte handlinger giver et positivt udfald. Der bor således ikke en tryghed i at være elsket som man er ubetinget, men mere betinget af god opførsel.
Sensitiv, finfølende og overdrevne idealer
Nogle mennesker er i stand til at lave en modreaktion ved at udvikle de egenskaber, som de formentlig altid har manglet hos deres omsorgsperson. Jeg ser mennesker, som har nærvær højest på deres liste af værdier, som kontrast til en barndom, hvor de har været ladt alene. Jeg møder klienter, der helt tilstede i deres kontakt. De er loyale, pligtopfyldende og omsorgsfulde selvom deres mor eller far har været alt andet end det. De investerer i deres venskaber, og har en fintfølende fornemmelse for, hvordan deres nære har det. Jeg møder dog også klienter, som er på socialt overarbejde.
Når de så kommer i forældrerollen, så ser jeg ofte et ”over engagement”, ud fra den fine drøm at give ens barn alt det, som man aldrig selv fik. Det er vanskeligt at give noget, som man aldrig selv har mærket. Det gør ofte, at man bliver firkantet i sin ide om det gode forældreskab. Det at blive vred kan eksempelvis være forbundet med skam.
På et irrationelt plan kan det give oplevelsen af, at man selv er blevet den forælder, som man tager afstand fra ved at gentage voldens sprog. Her er øvelsen at opdage og nære kærlighed til, at det man har lært er ens første intuition. Selve bevidstheden om, at man ønsker at gøre noget andet er en forandrende drivkraft, men det er ikke i alle henseender, at det vil lykkes at give det total modsatte.
Hvilke skader skal man leve med?
Alle ønsker udvikling, men hvor meget kan man egentlig lære, når det ikke bor som en klangbund indeni én selv? Selvom erkendelse kan være en drivkraft til at forandre sig, så er det også nødvendigt at se realistisk på forvandlingens kunst. Ellers vil det blot afføde en evig fornemmelse af ikke at være god nok.
I hverdagslivet eller arbejdslivet kan skaderne ses ved en øget sårbarhed over for det uforudsigelige. Hvis man møder ledere, der besidder de samme træk som omsorgspersoner i opvæksten. Eller hvis man er i arbejdsrammer med feedback kan denne opfattes mere personlig end intentionen. Kritik kan ikke altid opleves som en varm intention, men bekræfter mere en indre grundtanke om ikke at være god nok.
Når et barn udsættes for psykisk vold stopper de ikke med at elske forælderen, de stopper med at elske sig selv
Mange møder deres skader fra opvæksten, når de er i kærlighedsrelationer, hvor det kan blive en udfordring at stole nok på et andet menneske til at give sig hen. Eller stole nok på egen værdi til tage ind, at en partner elsker én betingelsesløst.
Nogle er i kærlighedsforhold på en paranoid måde, hvor man eksempelvis ufrivilligt tester ens partners kærlighed eller finder fejl og grunde til at forlade vedkommende. Det er her man kan se skaderne af, at det første tætte bånd ikke har været trygt. Det er barnet indeni som har lært, at det eneste menneske du rigtig kan regne med, er dig selv.
Den måde et menneske har lært at beskytte sig selv på er intense mekanismer, som kan være svære at nedbryde. Hvis en partner virker fraværende kan det aktivere gamle mønstre, hvor fravær mærkes ligeså farligt som at blive forladt. Det er derfor en strategi ikke at gøre sig afhængig af mennesker, som virker ustabile. Der er håb for en god kærlighedsrelation, når klienter kender deres forsvar.
Tag din sårbarhed i hånden
Som psykolog vil mit fokus altid være hvad, der får et menneske til at vokse. Jeg sætter lys på den bedrift det er at rejse sig fra mørke betingelser og på alt det fine, som man har opnået. Jeg hjælper mine klienter med at værne om den sårbarhed, som de bærer med sig i livet. Jeg har en dyb respekt for den ihærdighed, man kan ønske sig for at skabe et bedre liv og det ønske skaber forandring. Jeg nuancerer samtidig billedet ved at se på, hvordan man skaber en tilværelse, der tager lidt hensyn til de skader, som sidder i én.
At det både handler om at lære noget nyt og om at acceptere de steder, hvor man falder i, fordi man gør det eneste, som man har lært.