Har kønnet kun to kasser? Vi mennesker trives godt med kasser, det giver en forventningsramme og kontrol. Vi bliver stadig bange for det vi ikke kender, eller ikke kan forstå. Den uro bliver især aktuel, når vi kigger på køn og kønsidentitet. Mange har et ønske om både at være unikke og almindelige, for det er ikke rart at blive set på som anderledes i negativ forstand.
Når vi taler om kønnets mangfoldighed, at det er mere og større end blot to kategorier er det nemt at kritisere det for endnu en valgmulighed, som den moderne ungdomskultur skal tage stilling til. Måske den stigende tendens til kønsforvirring eller ønske om kønsskifte er afledt af en større åbenhed, der gør det, der før har været for skamfuldt kan komme blot lidt frem i søgelyset.
Hvordan udtrykker vi vores køn?
Vi er nødt til at åbne øjnene og acceptere en bredere ide om kønnet end blot to kasser dreng eller pige. At der kan være et væld af variationer.
Man kan føle sig som en dreng, men ved fødslen være tildelt kønnet pige. Man kan have et ønske om klæde sig som en dreng uden at få foretaget en kønsskifteoperation. Man kan have perioder, hvor man dyrker mere de feminine kontra maskuline sider af sig selv. Så i stedet for kun at have en side, eller identificere sig med bestemte kønsstereotyper, så kan det være befriende at få lov at være begge dele.
Når jeg ser på mine højskoleelever, ser jeg langt større accept af bl.a. at den eksperimenterende tilgang. At fyrene kan gå med neglelak og lange øreringe og det hyldes som et interessant kønsudtryk.
Frygten for at skille sig ud
Det er helt normal psykologisk mekanisme og som mange socialpsykologiske eksperimenter har bekræftet, at mange helst går med mængden. Vi har brug for vores gruppes accept. Vi har brug for til tilhørsforhold og et fællesskab.
Mange transpersoner lider af det vi under nogle fine begreber kalder hhv. minoritetsstress og kønsdysfori. Det sidste defineres som det indre ubehag en transperson oplever, når der ikke er sammenhæng mellem den måde de oplever deres køn og det køn de fik tildelt ved fødslen. Det kommer til udtryk ved en følelse af forkerthed og skam over både køn og krop. Den stress der er forbundet med at være anderledes og en minoritetsgruppe kommer til udtryk via forskellige psykiske lidelser (angst, depression og i tillæg alkoholmisbrug).
Der hersker et stort paradoks imellem transpersonens ønske om at blive betragtet som et ligeså normalt menneske, og ikke ønsker en plads i centrum, samtidig med de ofte tiltrækker den plads, fordi de ikke passer ind i vores gængse kasser. Fordi det er ”besværligt” for andre at anvende pronominer som hen, de, dem.
Minoritetsstress opleves også i alt almindelighed, når folk har bare en lidt anderledes livsstil. Jeg ser det bl.a. hos de klienter jeg har, der har valgt en livsstil som solo mor. Her skiller de sig også ud fra mængden og bruger meget energi på at forsvare og forklare deres ”anderledes” valg. Hos denne gruppe kan det være lettere at bo i storbysområder, hvor der ofte er større diversitet i begrebet familie, som gør man føler sig ligeså værdig.
Lad os udfordre vores normalitetsbegreb og gøre plads til flere nuancer i livsstile og kønsudtryk.