Forår og sommer er svær sæson, hvis man gerne vil skjule sin ar fra selvskade. Spørgsmålet er om man skal gemme sin ar? Om det heler mere at stå frem med det eller ved ikke at blive konfronteret?
Jeg vil kaste et blik på de psykologiske mekanismer, som opretholder selvskaden og jeg opfordrer alle til at favne de skader, som de bærer. Næsten lig Lukas Grahams nye sang.
Fra psykisk til fysisk smerte
Selvskade handler om et sind, der bløder. Et menneske, der mangler ord for at fortælle hvordan de har det. Et menneske der føler sig ensom eller uværdig. Når følelserne bliver for overvældende finder vi flugtveje. Vi finder måder ikke at mærke det, der gør ondt. Det er en helt normal mekanisme.
Så ideen i at rykke en psykisk smerte til en fysisk og mere konkret smerte, giver mening. Hvis man har en tanke, der er så ubehagelig, at den eneste vej væk fra den er ved at skade sig selv, så kan jeg godt forstå afhængigheden. Selvfølgelig står alle klar med mere konstruktive måder at tackle svære følelser på, men hvis de måder ikke virker ligeså hurtigt, så er det igen let at forstå hvorfor man kan blive fanget i selvskadens negative spiral.
Hvis vi først har mistet et ungt menneske til selvskade og forældrene står på sidelinjen og måske starter med at forbyde det, så kan vi næsten være sikre på, at det fortsætter. Helt ligesom det lille barn der skriger og bider, der vil vi forsøge at tænke bag barnets adfærd. Gad vide om barnet er okay?
Vi tager selve skriget som en måde at fortælle det, der er for svært at sige. Tilsvarende ser jeg arrene som en måde at sige noget, man ikke har ord for.
Ar vækker omsorg
Man har fundet et quick fix, en ultimativ kortsigtet løsning. Men på længere sigt vil arrene altid være tydelige og minde én om en svær tid. Jeg møder klienter, som skammer sig over deres selvskade. Som føler sig blottet og set igennem, når de træder ind i en svømmehal. På en rejse engang kom jeg til at sidde ved siden af en ung kvinde, gravid og med et andet barn i favnen. Hun havde ar op og ned ad begge arme. Jeg blev ikke flov på hendes vegne, tværtimod, så følte jeg omsorg. Jeg fik følelsen af, at hun på et tidspunkt manglede hjælp. En følelse af at skrige uden, der kommer noget lyd. Det er det jeg tænker, når jeg ser arrene.
Jeg lægger mærke til at flere og flere af de unge mennesker, som jeg er i kontakt med har en historie, der indebærer selvskade. Et menneske som af forskellige årsager ikke føler sig god nok, får selvdestruktive tanker. De kan få tanke, at de fortjener den skade, som de gør mod sig selv.
Jeg synes, det er frygteligt, at det nu smitter, hvor destruktiv man kan være. Jf. dokumentaren de døde pigers dagbog. Det er svært at tale ind i sådant et netværk om at være god ved sig selv. Det sprog findes næsten ikke. Det føles næsten som en form for hjernevask, hvor pigerne har mistet fornemmelsen for realitetssansen for at imødekomme den stærke gruppemagt – den magt som siger, at man skal overholde tavshedspligten og vedligeholde skaderne.
Du skal ikke gemme dig
Jeg møder unge piger, der stræber for at være unikke. Der gerne vil vise det perfekte glansbillede. Et billede som egentlig ikke er en rigtig et menneske, for alt er redigeret og menneskelige følelser og sårbarheder er gemt væk. Alt det som de er bange for andre ikke vil kunne rumme. De mangler erfaringer for det modsatte.
Selvskade handler ikke om at få opmærksomhed. Der er tale om en måde at håndtere svære ting på, det føles som en mestringsstrategi. Det giver mulighed for at have det rart i et meget kort øjeblik.
Stå frem med din selvskade og få den hjælp, som du fortjener. Det er en del af dig. Nu kommer varmen og du skal have lov at nyde den ligeså meget som andre. Dine ar vækker kun omsorg.