Hvordan har coronapandemien påvirket os? Et stort spørgsmål med mange svarmuligheder. På den ene side lærte vi en masse vigtige livsværdier.
Vi lærte at drage omsorg for hinanden, og især de mest sårbare. Vi lærte at gå ned i tempo og finde kvalitet i nye måder at være sammen med både venner og familie. Vi blev tvunget på pause og kunne tage vores livsstil op til overvejelse. Nogle mærkede lettelse ved at skulle være mindre på socialt og have en mindre fyldt kalender.
Men vi mistede også noget. Vi mistede en masse højdepunkter, som vi er vant til at rette vores liv ind efter. Store fester og vigtige milepæle kunne ikke blive fejret på normal vis. Et ungdomsliv bag skærmen og med frygt for at miste sin plads i fællesskabet skabte angst og ensomhed.
Vi har levet et liv i undtagelsestilstand, hvor vi har været afhængige af næste pressemøde til at give vores liv retning. De fleste har følt sig bekymret og været påpasselige. Men hvad gør vi nu? Kan vi slappe af uden mundbind? Synge og grine uden at føle skyld?
Skal vi vende tilbage til det gamle nu? – eller er det umuligt?
Den uforudsigelige tid
Corona tiden tvang os til at være i ikke at kende dagen i morgen. Alle mennesker frygter det ukendte, men nogle tackler det at leve en uge ad gangen bedre end andre.
I mit selvstændige virke har det været vanskeligt ikke at vide sig sikker på næste uge. Masser af afbud, moralske dilemmaer og sygdom. Samtidig har jeg tydeligt kunne mærke et stort behov for psykologisk rådgivning, da mange har været ramt af bl.a. det at blive isoleret og stress på arbejdspladser, fordi man skal kompensere for sine syge kollegaer. I tillæg en tung følelse af bebyrdelse fra dem, der har været isoleret og uden handlemuligheder.
Corona sorg
De unge mennesker har lidt stor last under corona nedlukning. Mange har en følelse af at skulle indhente alt det, der blev taget fra dem. Nogle kigger med sorg tilbage på sabbatår i isolation i stedet for at have været ude i verden på eventyr. Gymnasietiden blev mere foran skærmen end med en ”levende” undervisning. Det blev ikke de ”de fedeste år”, som man havde forventet. Idealerne er knust og det er vanskeligt at acceptere.
Vi har også været ramt af vores ansvarsvurdering. Der er noget smukt ved tanken om samfundssind, men hos nogle mennesker har det været tungt at skulle vurdere, hvornår de har taget nok ansvar. Hos nogle har forestillingen om at være skyld i at smitte andre været nok til at skabe angst.
Andre har forsøgt at tackle skylden over i uvished at have ført smitte videre, hvor det har haft hårde konsekvenser. Her kan man tale om, at vi har fået et corona ar, som vi altid må drage omsorg for ved at vide, at vi gjorde det så godt som kunne.
Kommer vi til at give hånd igen?
Kommer vi til at skulle vænne os til nye måder at være sammen på eller tænder vi bare en gammel automatpilot?
Kan vi vende tilbage til den gamle tilværelse nu eller er alt forandret? Man vil nok altid tænke store tætte forsamlinger som ”Corona fælder”. Det vil blive mere accepteret, at vi undgår håndtrykket eller i hvert fald spritter af bagefter. Følelsen af ansvaret for andre er en god afledt konsekvens af coronapandemien. Tanken om at man kan tage en test for sygdom, inden man møder på arbejde og derved være sikker på ikke at smitte andre er fint medmenneskeligt ansvar.
Vi vil helst gerne se kriser som udviklingspotentiale, da det opfylder den menneskelige trang til at skabe mening. Så vi må spørge os selv om vi er blevet bedre til noget? Om vi kan bruge det til et vendepunkt?
Det er måske svært endnu at sige, men følelsen af lettelse er at spore. Friheden ved selv at kunne bestemme hvad man vil, hvor man vil hen og hvor mange, der skal med. Men måske det samtidig også er vigtigt, inden man ryger lige ned i det ”gamle liv” igen og overveje, om der er noget vi vil tage med fra opholdet i Coronaland?